Grænser for styring

Av Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen

Danmark har fått en ny dagtilbudslov (barnehagelov) med en styrket pedagogisk læreplan (tilsvarende den norske rammeplanen). I loven beskrives noen tydelige verdimessige peilemerker for hvordan pedagogisk arbeid med små barn skal foregå – med respekt for barns perspektiver og barndommens lek. Dagens gjestebloggere er urolige for at kommunenes styring med fokus på kvantifiserbare målinger og kartlegging av barns kompetanseutvikling kan hindre at lovens intensjoner og verdimessige grunnlag får gjennomslag. De mener det ville være klokt å bruke krefter på at forstå og håndtere spenningsfeltet mellom pedagogikk og styring, og de oppfordrer pedagoger til å ta ordet i de nødvendige samtaler mellom kommunal styring og pedagogisk styring.

Jan Jaap Rothiuzen og Line Togsverd underviser begge på pedagogutdannelsen ved VIA University College.

I Danmark tilbringer de 0-6 årige børn en stor del af deres vågne tid i dagpleje eller daginstitutioner, og det er indiskutabelt, at en god start på livet er guld værd. Derfor stilles der også krav om, at daginstitutioner er af høj kvalitet. Formålet med daginstitutionerne fastlægges ved lov, og der er netop vedtaget en ny lov, der indkredser hvordan dagtilbud også fremover kan danne rammen om små børns trivsel og udvikling, dannelse og læring. Den nye lov, der træder i kraft 1-1-2019 både ligner og adskiller sig fra den gældende. Den pædagogiske læreplan er fortsat et centralt element, men det præciseres samtidig, at det pædagogiske arbejde med læreplanstemaerne skal foregå på et pædagogisk grundlag. Der er ligefrem formuleret og indskrevet et pædagogisk grundlag i loven, hvori der beskrives nogle klare værdimæssige pejlemærker for, hvordan det pædagogiske arbejde med de helt små børn skal foregå. Helt centralt er en markering om, at daginstitutionspædagogik og læreplansarbejde skal respektere børns perspektiver og barndommens leg, og dermed slås det fast, at daginstitutionen først og fremmest og fremmest er et værested, et dannelsessted, og at læringen skal finde en plads i den sammenhæng.

Med den nuværende lov i hånden har kommunerne i løbet af de sidste 14 år generelt bestræbt sig på at synliggøre læring og udvikling af kompetencer. Dette fokus på læring og kompetenceudvikling indebærer ofte et fokus på specifikke aktiviteter, der kan føre frem til de ønskede mål, og en stor opmærksomhed for måling af det enkelte barns udvikling. Den nye lov derimod lægger op til, at man har fokus på det samlede læringsmiljø, at man løbende vurderer den samlede indsats og hvordan hverdagslivet i institutionen i sin helhed har betydning for børnenes trivsel og udvikling, dannelse og læring. Den nye lov indebærer derfor også et skifte i de politiske ambitioner om hvordan dagtilbud skal styres. Det fremgår ret tydeligt af den aftale mellem Folketingets partier, der ligger til grund for den nye lov. Her kan man læse, at der er ” behov for initiativer om eksempelvis færre og klogere dokumentationskrav, som kan medvirke til at sikre, at vi fortsat kan levere velfærd af høj kvalitet til forældre og børn, og som samtidig sikrer, at det pædagogiske personale bruger deres arbejdstid på opgaver, som er relevante for kerneopgaven. Det er magtpåliggende for aftaleparterne, at både stat, kommuner og institutioner ikke pålægger dagtilbuddene og det pædagogiske personale yderligere dokumentationskrav, skemaer, procedurer og registreringer.”

Vi frygter dog, at man i mange kommuner vil fortsatte og udbygge den gældende styringspraksis, og at det vil udhule institutionernes muligheder for at realisere lovens intentioner og formål. Hvorfor denne frygt? Med indførelsen af de pædagogiske læreplaner i 2004 introducerede man mål- og rammestyring i daginstitutionerne. Institutionerne blev bundet af mål, men de fik frihed til selv at fastlægge hvordan målene kunne nås, så længe de kunne dokumentere målopfyldelse. Dermed blev der introduceret en logik der siger, at bestemte serviceydelser og indsatser fører til bestemte mål. Der bliver følgelig mindre fokus på hverdagen og mere på aktiviteter og specifikke indsatser. I økonomiaftalen for 2010 forpligtede kommunerne sig på at dokumentere effekter og resultater af daginstitutionspædagogikken på måder, som kunne sammenlignes. I kommunerne har det i praksis medført et tiltagende fokus på kvantificerbare målinger og dokumentationer. Forvaltningerne har indkøbt eller udviklet metoder til digitale kortlægninger af børns kompetenceudvikling, har fokuseret på dataindsamling, på datainformeret ledelse. Og man har lavet omfattende omorganiseringer, der kan understøtte dataindsamling, sådan at det kan dokumenteres, at området løbende optimeres og at investeringerne betaler sig. For kommunerne, hvis fremtidige økonomi konstant er under pres og er betinget af, at man overholder økonomiaftaler, er det næppe et tiltrækkende scenarie at give slip på dokumentations- og styringstøjlerne.

I denne kontekst kan det være svært at se at det overhovedet er muligt at styre området på andre måder. En forudsætning er imidlertid, at man forstår hvad pædagogisk udvikling og kvalitet betyder i konteksten af den nye lov.

Den nye lov befæster det hidtidige fokus på små børns læring, men den vægter også det pædagogiske grundlag. Det afføder selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan man skal forstå og fortolke det pædagogiske grundlag. Vores ærinde er at betone, at man ikke skal forstå det pædagogiske grundlag som et værdisæt, man kan implementere én gang for alle. Med pejlemærker som et godt læringsmiljø, trivsel, barndommens leg, at pædagogerne skal have øje for børneperspektiver og børnefællesskaber, for dannelse, demokrati og medbestemmelse, bevæger vi os ind i den pædagogiske hverdag, hvor de ikke kan implementeres én efter én efter faste regler, hvorefter man så kan krydse dem af. Det er værdier der skal realiseres i hverdagslivet.

Hverdagslivet i institutionen skal være karakteriseret af en organisering, der skaber rammer for, at der kan arbejdes med grundlagets værdier. Og så skal de aktualiseres i de helt konkrete situationer, som der opstår mange tusinde af i løbet af en dag. Både gennem medarbejdernes planlagte handlinger, men lige så meget gennem deres ikke planlagte, spontane interaktioner med børnene. I alle de situationer, hvor det er op til medarbejderen at handle relevant, og hvor der ikke er en fast opskrift på hvad ”det rigtige” er. Det pædagogiske grundlag skal altså aktualiseres og vedligeholdes i en løbende samtale og diskussion, om hvordan pejlemærkerne skal fortolkes og forstås i den konkrete praksis, pædagoger og børn skaber sammen. Det kræver en høj faglighed, pædagoger der har gode forudsætninger for at gøre det rigtige i situationen. Det kræver også et pædagogisk miljø, som skabes af den samlede medarbejderstab. Det pædagogiske grundlag er således en dynamisk størrelse, som skal have et liv på institutionen.

Dette indebærer, at de måder hvorpå man mange steder hidtil har styret dagtilbuddene, ikke længere er hensigtsmæssig. Frem for styring der har fokus på hvordan der arbejdes systematisk med opnåelse af endimensionelle og foruddefinerede mål, må der nu i højere grad være fokus på, hvordan man på institutionerne selv skaber, vedligeholder og udvikler det pædagogiske grundlag, det pædagogiske miljø og en løbende evaluering af hvorvidt det, der foregår er udtryk for god pædagogik. I vores egne forskningsprojekter har vi arbejdet med det pædagogiske grundlag ved at invitere pædagoger til at fortælle om hverdagssituationer, og ved at tematisere hvordan sådanne fortællinger siger noget om god pædagogik. Vi har på den måde arbejdet med en evalueringsform, der ikke spørger efter, om man nu har gjort det man skulle, og om man har opnået det man sigtede mod. Vi har arbejdet med en evalueringsform, der skærper bevidstheden om det pædagogiske grundlag og som giver indsigt i de mulige forbindelser mellem grundlaget, de konkrete handlinger og det pædagogiske miljø. Det kræver, at pædagogerne og de lokale ledelser, støttes i, men også insisterer på at udvikle faglige professionsfælleskaber, hvor det prioriteres at man arbejder med at undersøge, udøve og forny praksis. På et pædagogisk grundlag.

Illustrasjon: Bendik Østrem Svalastog

Line Togsverd er lektor og forsker ved VIA University College, lto@via.dk  (0045 87553436).

Jan Jaap Rothuizen, lektor og forsker ved VIA University College, jjr@via.dk (0045 87553404).

Bloggen Mestrer, mestrer ikke kan følges fra vår Facebook-side som du finner HER.