Av Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen
Danmark har fått en ny dagtilbudslov (barnehagelov) med en styrket pedagogisk læreplan (tilsvarende den norske rammeplanen). I loven beskrives noen tydelige verdimessige peilemerker for hvordan pedagogisk arbeid med små barn skal foregå – med respekt for barns perspektiver og barndommens lek. Dagens gjestebloggere er urolige for at kommunenes styring med fokus på kvantifiserbare målinger og kartlegging av barns kompetanseutvikling kan hindre at lovens intensjoner og verdimessige grunnlag får gjennomslag. De mener det ville være klokt å bruke krefter på at forstå og håndtere spenningsfeltet mellom pedagogikk og styring, og de oppfordrer pedagoger til å ta ordet i de nødvendige samtaler mellom kommunal styring og pedagogisk styring.
Jan
Jaap Rothiuzen og Line
Togsverd underviser begge på pedagogutdannelsen ved VIA University
College.
I Danmark tilbringer de 0-6 årige børn en stor
del af deres vågne tid i dagpleje eller daginstitutioner, og det er
indiskutabelt, at en god start på livet er guld værd. Derfor stilles der også
krav om, at daginstitutioner er af høj kvalitet. Formålet med
daginstitutionerne fastlægges ved lov, og der er netop vedtaget en ny lov, der
indkredser hvordan dagtilbud også fremover kan danne rammen om små børns
trivsel og udvikling, dannelse og læring. Den nye lov, der træder i kraft
1-1-2019 både ligner og adskiller sig fra den gældende. Den pædagogiske
læreplan er fortsat et centralt element, men det præciseres samtidig, at det
pædagogiske arbejde med læreplanstemaerne skal foregå på et pædagogisk grundlag. Der er ligefrem
formuleret og indskrevet et pædagogisk grundlag i loven, hvori der beskrives
nogle klare værdimæssige pejlemærker for, hvordan det pædagogiske arbejde med
de helt små børn skal foregå. Helt centralt er en markering om, at
daginstitutionspædagogik og læreplansarbejde skal respektere børns perspektiver
og barndommens leg, og dermed slås det fast, at daginstitutionen først og
fremmest og fremmest er et værested, et dannelsessted, og at læringen skal
finde en plads i den sammenhæng.
Med den nuværende lov i hånden har kommunerne
i løbet af de sidste 14 år generelt bestræbt sig på at synliggøre læring og
udvikling af kompetencer. Dette fokus på læring og kompetenceudvikling
indebærer ofte et fokus på specifikke aktiviteter, der kan føre frem til de
ønskede mål, og en stor opmærksomhed for måling af det enkelte barns udvikling.
Den nye lov derimod lægger op til, at man har fokus på det samlede
læringsmiljø, at man løbende vurderer den samlede indsats og hvordan hverdagslivet
i institutionen i sin helhed har betydning for børnenes trivsel og udvikling,
dannelse og læring. Den nye lov indebærer derfor også et skifte i de politiske
ambitioner om hvordan dagtilbud skal styres. Det fremgår ret tydeligt af den
aftale mellem Folketingets partier, der ligger til grund for den nye lov. Her
kan man læse, at der er ” behov for initiativer om eksempelvis færre og klogere
dokumentationskrav, som kan medvirke til at sikre, at vi fortsat kan levere
velfærd af høj kvalitet til forældre og børn, og som samtidig sikrer, at det
pædagogiske personale bruger deres arbejdstid på opgaver, som er relevante for
kerneopgaven. Det er magtpåliggende for aftaleparterne, at både stat, kommuner
og institutioner ikke pålægger dagtilbuddene og det pædagogiske personale
yderligere dokumentationskrav, skemaer, procedurer og registreringer.”
Vi frygter dog, at man i mange kommuner vil
fortsatte og udbygge den gældende styringspraksis, og at det vil udhule
institutionernes muligheder for at realisere lovens intentioner og formål.
Hvorfor denne frygt? Med indførelsen af de pædagogiske læreplaner i 2004 introducerede man mål-
og rammestyring i daginstitutionerne. Institutionerne blev bundet af mål, men
de fik frihed til selv at fastlægge hvordan målene kunne nås, så længe de kunne
dokumentere målopfyldelse. Dermed blev der introduceret en logik der siger, at
bestemte serviceydelser og indsatser fører til bestemte mål. Der bliver
følgelig mindre fokus på hverdagen og mere på aktiviteter og specifikke indsatser.
I økonomiaftalen for 2010 forpligtede kommunerne sig på at dokumentere effekter
og resultater af daginstitutionspædagogikken på måder, som kunne sammenlignes.
I kommunerne har det i praksis medført et tiltagende fokus på kvantificerbare
målinger og dokumentationer. Forvaltningerne har indkøbt eller udviklet metoder
til digitale kortlægninger af børns kompetenceudvikling, har fokuseret på
dataindsamling, på datainformeret ledelse. Og man har lavet omfattende
omorganiseringer, der kan understøtte dataindsamling, sådan at det kan
dokumenteres, at området løbende optimeres og at investeringerne betaler sig. For
kommunerne, hvis fremtidige økonomi konstant er under pres og er betinget af,
at man overholder økonomiaftaler, er det næppe et tiltrækkende scenarie at give
slip på dokumentations- og styringstøjlerne.
I denne kontekst kan det være
svært at se at det overhovedet er muligt at styre området på andre måder. En
forudsætning er imidlertid, at man forstår hvad pædagogisk udvikling og
kvalitet betyder i konteksten af den nye lov.
Den nye lov befæster det hidtidige fokus på
små børns læring, men den vægter også det pædagogiske grundlag. Det afføder
selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan man skal forstå og fortolke det
pædagogiske grundlag. Vores ærinde er at betone, at man ikke skal forstå det
pædagogiske grundlag som et værdisæt, man kan implementere én gang for alle.
Med pejlemærker som et godt læringsmiljø, trivsel, barndommens leg, at
pædagogerne skal have øje for børneperspektiver og børnefællesskaber, for dannelse,
demokrati og medbestemmelse, bevæger vi os ind i den pædagogiske hverdag, hvor
de ikke kan implementeres én efter én efter faste regler, hvorefter man så kan
krydse dem af. Det er værdier der skal realiseres i hverdagslivet.
Hverdagslivet i institutionen skal være
karakteriseret af en organisering, der skaber rammer for, at der kan arbejdes
med grundlagets værdier. Og så skal de aktualiseres i de helt konkrete
situationer, som der opstår mange tusinde af i løbet af en dag. Både gennem
medarbejdernes planlagte handlinger, men lige så meget gennem deres ikke
planlagte, spontane interaktioner med børnene. I alle de situationer, hvor det
er op til medarbejderen at handle relevant, og hvor der ikke er en fast
opskrift på hvad ”det rigtige” er. Det pædagogiske grundlag skal altså
aktualiseres og vedligeholdes i en løbende samtale og diskussion, om hvordan
pejlemærkerne skal fortolkes og forstås i den konkrete praksis, pædagoger og
børn skaber sammen. Det kræver en høj faglighed, pædagoger der har gode forudsætninger
for at gøre det rigtige i situationen. Det kræver også et pædagogisk miljø, som
skabes af den samlede medarbejderstab. Det pædagogiske grundlag er således en
dynamisk størrelse, som skal have et liv på institutionen.
Dette indebærer, at de måder hvorpå man mange
steder hidtil har styret dagtilbuddene, ikke længere er hensigtsmæssig. Frem
for styring der har fokus på hvordan der arbejdes systematisk med opnåelse af
endimensionelle og foruddefinerede mål, må der nu i højere grad være fokus på,
hvordan man på institutionerne selv skaber, vedligeholder og udvikler det
pædagogiske grundlag, det pædagogiske miljø og en løbende evaluering af
hvorvidt det, der foregår er udtryk for god pædagogik. I vores egne
forskningsprojekter har vi arbejdet med det pædagogiske grundlag ved at
invitere pædagoger til at fortælle om hverdagssituationer, og ved at tematisere
hvordan sådanne fortællinger siger noget om god pædagogik. Vi har på den måde
arbejdet med en evalueringsform, der ikke spørger efter, om man nu har gjort
det man skulle, og om man har opnået det man sigtede mod. Vi har arbejdet med
en evalueringsform, der skærper bevidstheden om det pædagogiske grundlag og som
giver indsigt i de mulige forbindelser mellem grundlaget, de konkrete
handlinger og det pædagogiske miljø. Det kræver, at pædagogerne og de lokale
ledelser, støttes i, men også insisterer på at udvikle faglige
professionsfælleskaber, hvor det prioriteres at man arbejder med at undersøge,
udøve og forny praksis. På et pædagogisk grundlag.
Line Togsverd er lektor og forsker ved VIA University College, lto@via.dk (0045 87553436).
Bloggen Mestrer, mestrer ikke kan følges fra vår Facebook-side som du finner HER.
Illustrasjon: Bendik Østrem Svalastog
|
Line Togsverd er lektor og forsker ved VIA University College, lto@via.dk (0045 87553436).
Jan Jaap Rothuizen, lektor og forsker ved VIA
University College, jjr@via.dk (0045 87553404).
Bloggen Mestrer, mestrer ikke kan følges fra vår Facebook-side som du finner HER.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar