Av Christian Aabro
Innlegget er tidligere publsiert i Børns Hverdag, nr. 5, september 2019
Fra at have levet et relativt stille liv i udkanten af samfundets søgelys, er daginstitutionsområdet i løbet af de seneste 10 år for alvor blevet bragt ind i centrum af den danske velfærdsdiskussion. Hvor børn tidligere først for alvor blev interessante den dag de ramte skolen, kobles de tidlige år nu nærmest til velfærdsstatens fremtidige overlevelse. Støttet af primært den økonomiske forskning (især nobelpristageren James Heckmann), det allestedsnærværende mantra ’tidlig indsats’, og forskellige former for catchy vendinger som fx ’barnets første 1000 dage’, er der ikke megen vaklen i den politiske retorik: Hvis ikke vi griber ind, hvis ikke vi investerer i den tidlige barndom, vil vi simpelthen sakke bagud, både socialt og økonomisk, og dermed ikke længere være i stand til at oppebære det nuværende velfærdsniveau.
Det er således nærmest en kamp om overlevelse,
og det er ikke til at spøge med. Måske er det derfor at de mobiliserende begreber
især hentes fra krigsretorikken – der opstilles ’indsatser’, ’strategier’,
’mål’ og ’task forces’.
Jeg vil med dette indlæg hævde at den omtalte
træghed snarere bør kobles til en bestemt forestilling om direkte transmission
mellem strategi og praksis. Lidt firkantet sagt tror jeg problemet er at der fra
forvaltningers side holdes fast i en drøm om ligefrem styring igennem
strategier, som løber af ligefremme top-down kanaler, og som understøttes af
forskellige former for dataunderstøttet benchmarking. Selvom der naturligvis er
store forskelle forvaltninger imellem, og selvfølgelig også store forskelle på
institutionslandskaberne rundt omkring, fx om de er kommunale, selvejende eller
private, skal det her være min påstand at der generelt kan identificeres en
meget stærk (digitalt understøttet) styringsforestilling, der sjældent kommer i
berøring med den langt mere komplekse (og analoge) pædagogiske virkelighed, og
som derfor sjældent finder den tilsigtede virkning.
En anden verden
Når jeg karakteriserer de forvaltningsmæssige strategier for at basere sig på initiativer der måske nok fungerer i simulerede, regelrette rum af diagrammer og kausale effekter, men ikke i den brogede, rodede og komplicerede virkelighed, så skyldes det især mine mange samtaler med pædagoger. Jeg har i et nyligt afsluttet forskningsprojekter set på hvordan pædagoger forstår deres faglighed, i lyset af den stigende styring og regulering udefra. Det har jeg gjort ved at arrangere en række samtaleværksteder rundt omkring i forskellige dele af Danmark, hvor pædagoger fra såvel kommunale, selvejende og private daginstitutioner i længere gruppeinterviews deler deres forskellige arbejdsmæssige oplevelser af, hvordan det er at være pædagog i en dansk daginstitution anno 2019. Det der for alvor slår igennem i disse samtaler er to forhold, som pædagogerne mener er altoverskyggende.
For det andet handler det pædagogiske arbejde
om at udvise mod. Pædagogerne kredser
om vigtigheden af at turde stole på egne indskydelser og valg og især at turde
handle på dem i en hverdag, hvor der er uendelig mange andre opfattelser af,
hvad der er det rigtige at gøre – og hvor alt hele tiden bliver bragt i tvivl.
Det er afgørende, at man tør stole på sin faglige intuition, på sin
fingerspidsfornemmelse, og at man ikke er bange for at gribe ind, at aflede,
omdirigere eller gøre noget andet end det, der var planlagt. Og det kræver mod
at virke sikker og overbevisende i sine handlinger og måske ligefrem at
forsvare sine valg og stå på mål for dem, over for såvel kolleger, forældre,
ledelse og forvaltning.
Kulturmøde
Spørgsmålet er: Hvordan tilgodeses forvaltningens behov for tydelige, enkle mål der demonstrerer alvoren i håndteringen af de samfundsmæssige udfordringer, samtidig med at man imødekommer den lokale kulturelle kontekst, så pædagogerne oplever ejerskab af såvel metoderne som processerne?Jeg mener – som det forhåbentlig er fremgået – at man bør udfordre forståelsen af relationen mellem forvaltning og institution som en kausal styringskæde, hvor kursen sættes oppefra og dernæst implementeres ned igennem systemet. Relationen bør i stedet forstås langt mere jævnbyrdigt – som en relation mellem to selvstændige kulturer, der i udgangspunktet har nogle meget forskellige bud på dels hvad der kan siges at være et problem, og dels hvad en passende løsning måtte være. Inspireret af netop kulturteorien mener jeg det bør handle om at få disse to verdener til i højere grad at nærme sig hinanden – ikke gennem implementering af på forhånd besluttede målsætninger, men gennem en egentlig lokal inddragelse, baseret på fire ting: For det første skal der etableres en fælles tilvejebringelse af viden. For det andet skal der ske en fælles erkendelse af kompleksiteten i arbejdet. For det tredje handler det om at etablere en fælles formulering af formålet. Sidst, men ikke mindst, handler det om at etablere et fælles sprog. Hvis det kan lykkedes at forbinde forvaltnings- og praksisfelter gennem disse former for fælles etableringer, er jeg ikke i tvivl om at det vil berige begge felter – og i sidste ende også de børn det hele handler om.
![]() |
Illustrasjon: Arild Julius Østrem |
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar