Pædagogisk arbejde mellem datadrømme og hverdagstrylleri

Av Christian Aabro

Innlegget er tidligere publsiert i Børns Hverdag, nr. 5, september 2019

Fra at have levet et relativt stille liv i udkanten af samfundets søgelys, er daginstitutionsområdet i løbet af de seneste 10 år for alvor blevet bragt ind i centrum af den danske velfærdsdiskussion. Hvor børn tidligere først for alvor blev interessante den dag de ramte skolen, kobles de tidlige år nu nærmest til velfærdsstatens fremtidige overlevelse. Støttet af primært den økonomiske forskning (især nobelpristageren James Heckmann), det allestedsnærværende mantra ’tidlig indsats’, og forskellige former for catchy vendinger som fx ’barnets første 1000 dage’, er der ikke megen vaklen i den politiske retorik: Hvis ikke vi griber ind, hvis ikke vi investerer i den tidlige barndom, vil vi simpelthen sakke bagud, både socialt og økonomisk, og dermed ikke længere være i stand til at oppebære det nuværende velfærdsniveau.

Det er således nærmest en kamp om overlevelse, og det er ikke til at spøge med. Måske er det derfor at de mobiliserende begreber især hentes fra krigsretorikken – der opstilles ’indsatser’, ’strategier’, ’mål’ og ’task forces’.

Ideologien synes på denne vis at stå helt knivskarpt. Vi ved hvor vi skal hen – og vi ved at vi er tvunget til det. Hvad det derimod kniber lidt mere med er selve eksekveringen. På trods af at mange forvaltninger i de seneste ti år, har installeret en lang række værktøjer, programmer, evidensbaserede metoder og forskellige former for kommercielle koncepter i især de kommunale dagtilbud, med håb om forskellige former for kvalitetsløft, er der forbavsende få af kurverne der er knækket.

Bevares, det er da også en enorm opgave. For det første fordi 0-6 års området er et enormt stort område. Og for det andet fordi området også må betegnes som ualmindeligt broget. Da der i sin tid blev oprettet daginstitutioner, var det jo som et svar på et arbejdsmarkedsmæssigt behov for pasning, og området har derfor ikke været reguleret i samme grad som fx skolen. Den pædagogik der blev bedrevet rundt omkring var ikke underlagt fælles kvalitetsstandarder, men i stedet nøje afstemt til de lokale socialøkonomiske forhold – og udført i overensstemmelse med de pågældende ansattes uddannelses- og arbejdserfaringer.  Så der har ikke været tradition for styring. Der har til gengæld været tradition for at afstemme – og beslutte – den pædagogiske tilgang lokalt.

Når der er problemer med eksekveringen af de mange nye målsætninger på området, er det i et forvaltningsmæssigt styringsperspektiv måske fristende at fortolke institutionernes (og pædagogernes) kulturelle traditioner for selvbestemmelse, som træghed og manglende omstillingsparathed. Derfor bliver vejen frem ofte at forsøge at gøre strategierne endnu tydeligere, med håbet om at alvoren går op for pædagogerne. Det gøres især – måske mest markant i de kommunale institutioner – ved at producere en lind strøm af forskellige former for pejlemærker, kerneværdier og pædagogiske grundlag i fire farver, som konsulenterne så som mellemmænd får til opgave at udbrede. Men det gøres især også ved at implementere en lang række dokumentationssystemer til inddrivelse af forskellige former for kvantificerbare data, som man håber kan generere en ny pædagogisk kurs.

Jeg vil med dette indlæg hævde at den omtalte træghed snarere bør kobles til en bestemt forestilling om direkte transmission mellem strategi og praksis. Lidt firkantet sagt tror jeg problemet er at der fra forvaltningers side holdes fast i en drøm om ligefrem styring igennem strategier, som løber af ligefremme top-down kanaler, og som understøttes af forskellige former for dataunderstøttet benchmarking. Selvom der naturligvis er store forskelle forvaltninger imellem, og selvfølgelig også store forskelle på institutionslandskaberne rundt omkring, fx om de er kommunale, selvejende eller private, skal det her være min påstand at der generelt kan identificeres en meget stærk (digitalt understøttet) styringsforestilling, der sjældent kommer i berøring med den langt mere komplekse (og analoge) pædagogiske virkelighed, og som derfor sjældent finder den tilsigtede virkning.

En anden verden

Når jeg karakteriserer de forvaltningsmæssige strategier for at basere sig på initiativer der måske nok fungerer i simulerede, regelrette rum af diagrammer og kausale effekter, men ikke i den brogede, rodede og komplicerede virkelighed, så skyldes det især mine mange samtaler med pædagoger. Jeg har i et nyligt afsluttet forskningsprojekter set på hvordan pædagoger forstår deres faglighed, i lyset af den stigende styring og regulering udefra. Det har jeg gjort ved at arrangere en række samtaleværksteder rundt omkring i forskellige dele af Danmark, hvor pædagoger fra såvel kommunale, selvejende og private daginstitutioner i længere gruppeinterviews deler deres forskellige arbejdsmæssige oplevelser af, hvordan det er at være pædagog i en dansk daginstitution anno 2019. Det der for alvor slår igennem i disse samtaler er to forhold, som pædagogerne mener er altoverskyggende.

Det første angår de institutionelle vilkår. I samtlige interviews fremhæver pædagogerne deres arbejdsvilkår som bestemmende for det meste af det, der foregår. Pædagogerne oplever, at de har for travlt, at der er for mange børn, at der er for mange praktiske gøremål, og at der er alt for mange afbrydelser. Det er måske ikke så overraskende at pædagogerne oplever at de skal løbe stærkere, de mange nedskæringer in mente. Men det der især slår mig er at den pædagogiske faglighed tales frem som netop evnen til at få tingene til at hænge sammen, på trods af de institutionelle vilkår, som en form for hverdagstrylleri.

Den anden kategori, der tegner sig på tværs af alle de gennemførte interviews, drejer sig om styring. Pædagogerne taler gennemgående meget om systemer, om programmer, om planer, og i det hele taget rigtig meget om forskellige initiativer udefra, der bærer nogle særlige interesser ind i institutionerne, som pædagogerne er nødt til at forholde sig til. Det gælder især de kommunale forvaltninger, men også lederne, skolen og forældrene, som de føler, alle har forskellige planer for, hvad pædagogerne bør prioritere. Somme tider beskriver pædagogerne disse interesser som en form for bløde forventninger, andre gange som helt konkrete og ufravigelige krav. Disse styringer bringer ofte pædagogerne på glatis, og det forårsager en række dilemmaer, hvor de ofte tvinges til at skulle vælge mellem på den ene side at følge en plan baseret på andres forventninger og på den anden side at følge børnenes behov. Den pædagogiske faglighed tales på den baggrund frem som evnen til at se, støtte og udvikle børnene, ganske ofte netop på trods af de eksterne styringsforsøg.

Min pointe med alt dette er at fagligheden ude i institutionerne ofte former sig som et værn mod både vilkår og styring, som noget der foregår på trods af de udefra kommende initiativer. Især to kompetencer tales frem af pædagogerne som afgørende i dette arbejde. For det første handler det ifølge pædagogerne om at foretage forskellige former for følelsesmæssige afstemninger. At kunne ’læse’ børnene, ’læse’ forældrene og ’læse’ kollegerne, dvs. fornemme, hvor alle er, og hvad de har brug for. At bringe balance ind i relationerne og fællesskaberne og at enten opretholde eller vende stemninger, så pædagogerne kan gribe børnene, gribe forældrene og gribe hinanden.

For det andet handler det pædagogiske arbejde om at udvise mod. Pædagogerne kredser om vigtigheden af at turde stole på egne indskydelser og valg og især at turde handle på dem i en hverdag, hvor der er uendelig mange andre opfattelser af, hvad der er det rigtige at gøre – og hvor alt hele tiden bliver bragt i tvivl. Det er afgørende, at man tør stole på sin faglige intuition, på sin fingerspidsfornemmelse, og at man ikke er bange for at gribe ind, at aflede, omdirigere eller gøre noget andet end det, der var planlagt. Og det kræver mod at virke sikker og overbevisende i sine handlinger og måske ligefrem at forsvare sine valg og stå på mål for dem, over for såvel kolleger, forældre, ledelse og forvaltning.

Vi har således at gøre med to forskellige verdener, den forvaltningsmæssige og den praktiske, som har to meget forskellige oplevelser af, hvordan det pædagogiske arbejde bør tage sig ud. De taler ikke samme sprog, og de synes ikke at understøtte hinanden, nærmest tværtimod. Pædagogerne griber ifølge forvaltningerne ikke i tilstrækkelig grad styringsinitiativerne, og forvaltningerne tager ifølge pædagogerne ikke i tilstrækkelig grad højde for den komplekse virkelighed i institutionerne. På den baggrund bliver det store spørgsmål, om man kan gøre noget ved det.

Kulturmøde

Spørgsmålet er: Hvordan tilgodeses forvaltningens behov for tydelige, enkle mål der demonstrerer alvoren i håndteringen af de samfundsmæssige udfordringer, samtidig med at man imødekommer den lokale kulturelle kontekst, så pædagogerne oplever ejerskab af såvel metoderne som processerne?

Jeg mener – som det forhåbentlig er fremgået – at man bør udfordre forståelsen af relationen mellem forvaltning og institution som en kausal styringskæde, hvor kursen sættes oppefra og dernæst implementeres ned igennem systemet. Relationen bør i stedet forstås langt mere jævnbyrdigt – som en relation mellem to selvstændige kulturer, der i udgangspunktet har nogle meget forskellige bud på dels hvad der kan siges at være et problem, og dels hvad en passende løsning måtte være. Inspireret af netop kulturteorien mener jeg det bør handle om at få disse to verdener til i højere grad at nærme sig hinanden – ikke gennem implementering af på forhånd besluttede målsætninger, men gennem en egentlig lokal inddragelse, baseret på fire ting: For det første skal der etableres en fælles tilvejebringelse af viden. For det andet skal der ske en fælles erkendelse af kompleksiteten i arbejdet. For det tredje handler det om at etablere en fælles formulering af formålet. Sidst, men ikke mindst, handler det om at etablere et fælles sprog. Hvis det kan lykkedes at forbinde forvaltnings- og praksisfelter gennem disse former for fælles etableringer, er jeg ikke i tvivl om at det vil berige begge felter – og i sidste ende også de børn det hele handler om.

Illustrasjon: Arild Julius Østrem

Bloggen Mestrer, mestrer ikke kan følges fra vår Facebook-side som du finner HER.